Velkommen Aktiviteter Nyhedsbreve Radarbunker Sea War Museum Mindepark Galleri Shop Om os - Kontakt

 

Mindehøjtidelighed for skibene HMS Sct. George og
HMS Defences forlis den 23. og 24. december 1811.

På trods af et ikke venligt vejr og Corona kom der alligevel 22 deltagere til Maritimhistorisk Selskabs årlige mindehøjtidelighed ved mindestenen, og der blev afgivet to kanonskud, nedlagt krans samt holdt en fin mindetale af pastor Jakob Sandal.
Desværre måtte man på grund af risikoen for Corona undvære selskabets trompetist Svend Uth.

Her ses pastor Jacob Sandal - Tale ved mindehøjtideligheden.

Vi er samlet her for mindes de druknede fra St. George og Defence, - og fra alle andre katastrofer på havet.
Når man til dagligt kører ad tangen op til Thorsminde, og lægger mærke til landskabet, til heste og køer, og senere på året, gæssene, - så glemmer man ofte den virkelighed, som findes på anden side af klitterne, - på havets bund.
Men derfor har vi Mindestenen.
Derfor har vi dagen i dag.
For her, på dette sted og længere oppe af kysten udspandt der sig julenat og juledag 1811, en tragedie som Vestkystens befolkning aldrig før eller siden hen har oplevet.
Vi skal helt tilbage til Stormfloden i Vadehavet og i Ribe i 1634, for at finde noget der på den måde kunne ryste folk i deres grundvold.
--
Det har været en forfærdelig måde at dø på: af udmattelse, af kulde, at drukne, blive knust af kanoner der rev sig løs, eller på anden måde gå ned i det mørke ragnarok, som de to engelske linjeskibe udviklede sig til.
I den situation er mennesket blottet for al magt, position og styrke – her var der ikke forskel på admiral og skibsdreng – alle var lige magtesløse.
--
Og magtesløse har de lokale også været inde på stranden.
Af de få overlevendes nøgterne beretninger kan vi se, at de blev taget godt imod.
De lokale gjorde alt, hvad de kunne.
Men at begivenheden, selve forliset, voldsomheden – antallet af døde kroppe, der skulle begraves – at det har sat sig dybe spor hos alle der boede langs kysten dengang – og flere efterfølgende generationer, det er der ikke tvivl om.
Selvom de lokale var barske, hårdføre folk, så har denne begivenhed været som et sår, der nok aldrig er helet.
På den måde er det en barsk virkelighed, som er baggrunden for at vi mødes her i dag.
For ingen af de omkomne vi mindes, fik jo den død, som vi mennesker håber på.
Når vi selv står ved et dødt menneske, så ved vi, hvor vigtig det er, at der omsorg og værdighed i den måde vi tager afsked på.
Det ligger dybt i os, at ingen skal dø ene og forladt – i mørket, uden kiste, uden kærlige hænder, uden ord, uden mennesker.
Og jeg tror, at det netop er en af grundene til, at vi mindes alle omkomne på havet her i dag.
Fordi vi føler, at det er vores pligt.
Vi gør det ikke for vor egen skyld – men for alle dem der fandt en grav derude. For deres skyld.
Vi gør det fordi det er en menneskelig pligt ikke bare at glemme fortidens mennesker og deres kampe, - men tværtimod at fastholde erindringen.
Og på måde forsøger vi, - ved at huske og mindes, at give de druknede den respekt værdighed og ære, som de fortjener.
Det er også derfor vi sætter lys på vore grave på kirkegårdene til Alle helgen.
Det er derfor vi hvert år d.5.september mindes og ærer vore udsendte – og faldne soldater.
For ære og værdighed er noget vi mennesker bruger mange kræfter på at opnå.
Men ære er ikke noget man selv kan tage.
Den får man givet af dem, som måske engang vil mindes en.
Mindestenen står her endnu, når vi suser forbi og måske glemmer, hvad der gemmer sig på den anden side af klitterne.
Må den holde os fast på, at intet menneske dør forgæves, som har gjort sin pligt og kæmpet for det, der var dem kært.
Med tanke på alle dem der gik ned i 1811 – og med tanke på dem der blev derude – vil vi nu lægge en krans ved stenen.
De døde dør aldrig. Ikke så længe vi husker dem.
Æret være deres minde.
Jacob Sandal,  Husby.





Foto: Vagn Sandholm

 

 

 

Opdateret 19-01-2022


Sponsorer

Ringkjøbing Landbobank

 Lemvig Kommune

 

 

All rights Maritimhistorisk Selskab

  Nyttige links
Museum Sea Art
 undervandsgruppen.dk/
Vikingeskibsmuseet
Stranding museum
JD Contractor

Flotille 122